Fiskerihistorier
Af Kristian Udbye (Hjortevej 4, Skaven Strand)
Bagved Restaurant Skavenhus ligger endnu nogle få hytter. Disse var for år tilbage rammen om et aktivt fiskeri fra Skaven Strand og mange fjordfiskere havde i flere generationer levet af fiskeriet herfra. Hytterne blev brugt til opbevaring af deres fiskeredskaber, samt til ophold og overnatning.
Et af de største huse, ses på billedet med stråtag, blev kaldt Auktionshallen. Herfra blev de landede fisk pakket med is i riskurve og fragtet med hestevogn til Tarm Station, og videre med tog ud til aftagerne. Isen som fiskene blev nedkølet med, havde fjordfiskerne selv lavet vinteren før ude på fjorden, her blev den savet i blokke og derefter transporteret til opbevaring i et ’ishus’, som var delvist nedgravet i jorden og dækket med lyng og tørv. Her kunne isen holde sig til hen på sommeren inden den tøede op.
En af fiskerne prøvede i øvrigt selv at sælge sine fisk. Med en kasse bag på cyklen kørte han rundt til beboerne i Tarm og Skjern for at afsætte sin fangst. Også beboerne i sommerhusene kunne her skaffe sig fisk til middagsmaden.
Fiskeriet udgik fra strandkanten, derfor var bådene i de fleste tilfælde fladbundede, der kunne sejle helt ind til land.
I 1935 blev der dannet et Interessentskab til vedligeholdelse af sejlrende ved Skaven. Sejlrenden menes at have været anlagt ved de små hytter nord for Skavenhus, på et luftfoto fra 1954 ses tydeligt placeringen i fjorden.
Hvor længe en sådan rende har været i brug vides ikke, der har vel også dengang været problemer med tilsanding, ligesom den der med mellemrum giver tilsanding af sejlrenden til havnen.